1. Bufferen
En buffer er penge til det uventede: en cykel, der bliver stjålet, en computer, der går i stykker, eller en måned med færre vagter. En almindelig tommelfingerregel er at have, hvad der svarer til omkring tre måneders faste udgifter. Start med et mindre mål, fx 5.000 kr., og byg videre.
2. Målet
Opsparing til noget bestemt er lettere at holde fast i. Del beløbet med antallet af måneder, til du skal bruge det. Skal du bruge 6.000 kr. til en rejse om et år, er det 500 kr. om måneden.
3. Det lange seje træk
Penge, du først skal bruge om mange år, kan få tid til at vokse. Her betyder det mest, at du starter tidligt og fortsætter. Har du pension gennem jobbet, så tjek, hvor meget der faktisk bliver indbetalt.
Gør det automatisk
Opret en fast overførsel fra din lønkonto til en separat opsparingskonto, der går af samme dag, som pengene kommer ind. Så tilpasser du forbruget til det, der er tilbage, i stedet for at håbe på, at der er noget tilbage at spare.
Giv gerne kontoen et navn i din netbank, fx Buffer eller Rejse. Det gør det lidt sværere at hæve pengene til noget andet.
Små beløb tæller
200 kr. om måneden bliver til 2.400 kr. på et år, uden renter. Det er ikke meget pr. måned, men det er nok til at klare en uventet regning uden at låne.
Hvor skal pengene stå?
Bufferen skal kunne hæves hurtigt, så den hører til på en almindelig konto, der er adskilt fra lønkontoen. Penge, du først skal bruge om mange år, kan placeres anderledes, men investering indebærer risiko for at tabe penge. Undersøg vilkår og omkostninger, og sæt dig ind i, hvad du køber, før du investerer.